Lagt på af Mads Ryborg-Larsen den 04-05-2011 kl. 19:00

1. maj startede med en historisk kamp for MSV før turen gik videre til reggae og folkeskolepiger i fælleden. Klubben fyldte i søndags 3 år! Og da vi undgik nederlag satte vi samtidig klubrekord for længste periode uden at tabe, så stimen nu er på astronomiske 7 kampe.

Vi lagde smukt ud på kunstgræsbanen. Der var stor tålmodighed i vores spil og vi havde stort set al boldbesiddelsen. Vi kom hurtigt frem til nogle chancer, men ingen af dem blev for alvor farlige. Men så hamrede Aslan til bolden fra distancen som så mange gange før og den strøg lige forbi keeperen til 1-0. Vi fortsatte dominansen og fik hurtigt fordoblet føringen. Sanchez sendte undertegnede i dybden og jeg sendte den selvfølgelig svinesikkert forbi deres ikke særlig imponerende målmand. Herefter overtog Morten ellers showet. Drevet af sex fra morgenstunden tog han en flot spurt op ad banen og satte smukt bolden, der blev serveret for hans fødder i nettet. Og som om det ikke var nok, så gentog han fandme nummeret nogle minutter senere og kunne for første gang i sin MSV-karriere kalde sig for dobbelt målscorer. 4-0 til pausen.

Vi styrede også kampen i anden halvleg, men var bare lidt mindre skarpe. Alex stod for den værste direktør, da han med en slatten afslutning brændte for frit mål. Dohn stod til gengæld for kampens detalje med tre tunneller på godt 10 sekunders tid. Lidt efter scorede han også vores sidste mål. Allan lagde en lang tværaflevering op ad banen som Dohn tog ned og kontant klaskede op i nettet et godt stykke udefra. Sidst i kampen fik FC Tre Falke pyntet på resultatet med en ligegyldig og uskøn scoring. Kampen endte helt fortjent 5-1 og sejren kunne sagtens have været større. Efter kampen blev det Dohn der trak flest stemmer og løb med æren som kampens spiller.

Næste opgave venter mandag aften, hvor vi møder BK Sidste Chance på udebane i Kløvermarken. Vi var også i pulje med dem sidste sæson og der slog vi dem i begge opgør, så den ubesejrede stime ventes at blive udbygget endnu mere!


Lagt på af Mads Ryborg-Larsen den 21-04-2011 kl. 12:02

MSV åbnede sæsonen sidste uge ved at spille 4-4 mod Den Jyske Fraktion i årets første turneringskamp, så forhåbningerne om en sejr mod tirsdagens modstander var høje. Vi stod overfor CPH Metrostars, som vandt deres første opgør med 11-2. Det lignede på forhånd en svær kamp og den begyndte også sådan.

Vi kunne (som sædvanlig fristes man til at sige) ikke rigtig finde rytmen i starten af opgøret og det var Metrostars hurtige til at udnytte. På det første kvarters tid kom de foran både 0-1 og 0-2, hvor vi ikke var særlig kønne i defensiven og samtidig ikke havde skabt noget offensivt. Nede med to mål begyndte vi stille og roligt at vågne op og overtog kontrollen over spillet. Vi spillede lige pludselig fodbold som man ser det nede sydpå. Vi havde flere gode chancer og det lå i luften, at der skulle komme en reducering. Kort før pausen kom den så, efter et smukt angreb hvor Müller stensikkert satte den ind ved fjerneste stolpe.

Vi fortsatte de flotte takter i anden halvleg og vores modstander havde ikke evner til at følge med vores tårnhøje tempo. Det var et sandt stormløb mod deres mål og med et kvarter tilbage kom udligningen endelig. Manden bag målet var PP og han kronede dermed en majestætisk indsats i sin debut for MSV. Ingen af os ville dog stille os tilfredse med endnu en uafgjort, så vi fortsatte det tunge pres. Og med få minutter til slutfløjtet kom belønningen. Allan stod som eneste mand tilbage, da vi havde hjørnespark og da bolden kom hoppende ud til ham smadrede han den ganske enkelt op i krogen fra det der lignede 30 meters afstand. En seriøs kandidat til årets mål og det bringer samtidig Allan alene på toppen af topscorerlisten.

Kampens spiller blev fuldt fortjent en sprudlende Patrick Müller. Sejren bringer os op på en 3. plads og vi har nu ikke tabt i 6 kampe i streg. Næste kamp er mod bundproppen G & T og den bliver spillet på tirsdag i Kløvermarken.


Lagt på af Mads Ryborg-Larsen den 13-04-2011 kl. 19:35

Tirsdag aften var der holdmøde i Midtbyen Sport-Verein. Alle spillere dukkede op, undtagen Ginne, Lehmkuhl og Sanchez som alle måtte bruge en fissetrumf for at slippe. Det storstilede møde foregik på Uret, hvor der heldigvis ikke var et eneste røgfrit sekund og øllene flød ned som lighterne klikkede. Det var én stor diskussionsklub med en tændt Morten Peter som ordfører.

Efter at have rundet nogle kedelige emner som økonomi og regelrytteri kom kåringen af Årets Spiller lige pludselig på dagsordenen. Roberto var ikke mange sekunder om at rejse sig op og påbegynde sin tale om hvorfor lige præcis han skulle vinde. Enhver kunne se at han havde øvet hjemme foran spejlet. Og herefter gik den ellers på runde. Da alle havde fået deres 15 seconds of fame skulle der stemmes.

Her skal man huske på at procenterne var begyndt at slå ind og fornuften flygtede stille og roligt! Men ikke desto mindre var det en tæt kamp mellem to spillere, der begge præsterede sidste sæson. Med en enkelt stemme mere end Faxøe var det Mathias Dohn der løb med æren som Årets Spiller 2010 i MSV! Og med 8 mål, 9 assist og tre gange kampens spiller i sine 10 kampe sidste sæson må det siges at være fuldt fortjent! Kæmpe tillykke!!


Lagt på af Mads Ryborg-Larsen den 26-03-2011 kl. 17:44

Lørdag formiddag var Kløvermarken scenen for vores første kamp i fem måneder og som forventet havde ferien sat sine tydelige spor på spillet. Kampen var præget af uskønne situationer, men også gyldne øjeblikke af magi og ekstase. Vores modstander i træningskampen var Sofiegårdens IF og de kom bedst ud af starthullerne med en scoring nogle minutter efter startfløjtet. Ikke så længe efter kunne Sofiegården godt have fået et straffespark efter Degnen nedlagde deres angriber. Dommeren overså det.

Mads K kunne derfor bringe os tilbage i opgøret midt i første halvleg, blot for at se Sofiegården score til 2-1 umiddelbart efter. Men så skete der noget usædvanligt. De to tilrejsende tilskuere fik noget så sjældent som et mål fra Morten Peters fødder at se. Manden driblede seks mand og hamrede den op i nettaget. Jublen ville ingen ende tage, men vi endte nu alligevel med at være nede 4-2 til pausen.

Et hattrick af kampens spiller Mathias Dohn og et sublimt mål af Allan vendte kampen rundt i anden halvleg og vi gik derfra som fortjente vindere. Kampen sluttede 6-4 og optimismen er stor til sæsonåbneren den 14. april, hvor vi møder noget så frastødende som en flok jyder. Vi forsøger at planlægge en træningskamp mod Los Gigantos inden sæsonen begynder, men det er uvist om det bliver til noget.


Lagt på af Mads Ryborg-Larsen den 15-03-2011 kl. 16:42

Efter lang tids venten er DAI endelig blevet færdige med kampprogrammet! Det er nu tilgængeligt under menupunktet Sæson 2011.

Den skarpe læser vil opdage, at der er to gamle bekendtskaber i vores pulje. BK Sidste Chance krydsede vi klinger med sidste sæson. Vi løb med sejren begge gange og en indbyrdes målscore på 12-3. Forrige sæson mødte vi FC Krølben, som vi slog 2-0 i første opgør og blev taberdømt grundet udeblivelse i det andet. Det lugter allerede af oprykning.

Den endnu skarpere læser vil også bemærke, at vi i denne sæson har hele 14(!) kampe på kunstgræs! Optimale forhold for den sambabold vores fans har lært at elske.





 

 
Alex - 7 mål
 
 
Tirs 14-06-11 17:15
MSV 4-2 FIH
 
Søn 05-05-11 11:20
Fedets Drenge 9-2 MSV
 
Søn 29-05-11 10:10
FFa06 4-9 MSV
 
 
Fre 24-06-11 19:35
vs. Gribben Fodbold
 
Ons 24-08-11 17:00
vs. Cph Metrostars
 
Søn 04-09-11 11:20
vs. G & T

Sponsorer